RetailTech Lab

Fysisk testlab i Lyngby Storcenter, RetailTech Lab, vil over en to-årig periode kommer til at teste fremtidens detailløsninger såsom intelligente alarmer, virtuelle prøverum, nye betalings- og leveringsløsninger og meget meget mere.

Hvad er Retail Tech Lab?

Dansk detailhandel halter bagud i digitaliseringen. Samtidig mangler iværksættere med en god idé til branchen en testplatform, der understøttes af forskere, uddannelses- og vidensinstitutioner.

Derfor etableres nu et nationalt RetailTech Lab i Lyngby Storcenter i samarbejde med stærke lokale og nationale partnere. Målet er at øge anvendelsen af ny teknologi i branchen ved at skabe samarbejder mellem iværksættere og detailhandlens aktører.

Visionen er at koble byens handelsliv – med DTUs forskere, studerende og iværksættere fra hele landet for at højne innovationskraften og digitaliseringen i erhvervet og samtidig skabe en unik national testplatform, et living lab, for forskere, studerende, store og små retailere og iværksættere.

RetailTech Lab skal være hele Danmarks ‘testbed’ og mødested, hvor branchen sammen med iværksættere, studerende og andre interessenter kan arbejde sammen om fremtidens detailhandel. Samtidig ønsker vi at give iværksættere mulighed for at udvikle og teste ny teknologi i tæt dialog med retailere og handlende.

Labbets mange funktioner:

• Ny teknologi afprøves og testes sammen med forskellige målgrupper – fra byens handlende til områdets mange unge studerende.
• Iværksættere med en god idé eller en færdig prototype har mulighed for at udvikle et referenceprojekt.
• Der afholdes en årlig iværksætterkonkurrence med matchmaking mellem iværksættere og corporates.
• Detailhandlen har mulighed for at etablere en pop-up shop i labbet med test af ny teknologi på en del af butikkens sortiment.
• Sparring om muligheder og teknologiske løsninger til detailhandlere, test af ny teknologi i detailhandlens egen butik/eller pop-up i en periode og analyse af resultaterne.
• Mødested for aktører, der har et fælles mål om at fremtidssikre detailhandlen og forstå hvad der skal til for at fastholde levende bymidter.
• Pop-up-kursuslokation for studerende og detailhandlere, branchens organisationer og andre interessenter.
• Inspirationssted for besøgende og handlende i Lyngby som en del af oplevelsesøkonomien.

Oprettet marts 2, 2020.