Møde med Ida Praetorius

Hun står der i kullisen og tjekker sine tåspidssko. Hun har lidt kvalme. De sidste par timer har hun på teatret gået rundt med høretelefoner for at koncentrere sig. Nogle gange lytter hun til musik, der sætter den rette stemning i forhold til den forestilling, hun skal danse. I øjeblikket er det Anne Linnet. Andre gange har hun dem blot på for at prøve at undgå, at folk henvender sig til hende. Det er som at forberede sig til en maraton. Kroppen skal være klar. Og tåspidsskoene, de bliver set efter endnu en gang.”Det er en nervøsitetsting. Der var en scenetekniker, der på et tidspunkt sagde til mig: ”Jeg tror, dine sko er okay”. Han havde bare spottet den der ballerina, der stod i vingen (kulissen, red.) og var nerveramt,” fortæller solodanser ved Den Kongelige Ballet, Ida Praetorius, med et smil.

Hun sidder i sin garderobe på Det Kongelige Teater og har netop afsluttet dagens træning. Et piget værelse med masser af tøj, fotografier lidt tilfældigt sat op på væggen, en lille sofa og en bunke brugte balletsko øverst på nogle store bogkasser på væggen. Dem bruger hun 10-15 par af om måneden. Bag den lukkede dør kan man også høre pianisten, der sammen med en balletdanser her sidst på eftermiddagen stadig øver inde i salen.

Med broren i kulissen

Ida Praetorius er 24 år og blev for to år siden udnævnt til solodanser. At øve fylder det meste af en arbejdsdag. Også, og måske især, for en solodanser. ”Man er altid elev, selv når man er blevet solodanser. Nogle dage kan jeg godt være sådan: Ah, jeg er sublim. Men ikke så tit, vel?”, siger Ida Praetorius med et smil. ”Og dagen efter tænker jeg, at jeg slet ikke kan danse ballet. Det kan være hårdt for mit hoved, og noget jeg øver mig på at styre.” Når det ikke helt lykkes at kontrollere de negative tanker, har hun nogle gode mennesker omkring sig, hun går til, når det løber af med hende. Især sin lillebror Tobias, 21 år, der også er på Det Kongelige Teater som korpsdanser, har hun stor respekt for. ”Jeg ved, at han fortæller mig sandheden. Hvis jeg er meget nervøs, så elsker jeg, at han sidder i vingen, for så danser jeg bare for ham. Nogle gange kan det næsten føles abstrakt, at der sidder 2.000 mennesker derude i mørket. Fra scenen kan jeg jo ikke se dem. Men jeg kan se dem, der sidder i kulissen og smiler til mig.” Hun er dog blevet bedre til ikke at lade sig gå på i så lang tid som tidligere og at slippe den fejl, hun lavede 23 minutter inde i en forestilling. En fejl som publikum sandsynligvis ikke har bemærket. ”Når du danser en forestilling, der varer to timer, så kommer alt ikke til at være perfekt. Man skal kunne holde hovedet koldt og stoppe sig selv, selv om man laver fejl. Men det er selvfølgelig også fejlene, der gør, at man forbedrer sig. Det fede ved det her job er jo også, at det altid vokser med én.”

Kærligheden til det kunstneriske

Selvom Ida Praetorius kan være hård ved sig selv, så fylder kærligheden til kunsten og balletten mere end tvivlen og usikkerheden, når ting ikke lykkes. Og det er altid sig selv, hun vurderer og bebrejder. Ikke de andre balletdansere. ”Jeg kunne aldrig finde på at blive sur over, at andre laver fejl. Jeg har det altid sådan, at når folk falder, så ved man, at de har givet alt. Jeg vil altid hellere se en danser falde end én, der ikke tager chancen.”

Kærligheden til kunsten har hun til dels med hjemmefra. Hendes mor dansede ballet i John Neumeiers kompagni i Hamborg, hvor Ida Praetorius’ anden bror, Lucas, der er 17 år, også er. Moren stoppede dog med balletten, før Ida blev født, så hun er ikke på den måde født ind i balletverdenen, men har altid fået fuld opbakning i barndomshjemmet i Virum, og fra bedsteforældrene, der også har en stor kærlighed til det kunstneriske. ”Min morfar går meget i teatret og ser ofte mine roller flere gange. Selvfølgelig holder han af det, men så ser han også min udvikling. Nogle gange ved jeg ikke engang, at han er der. Så får jeg bare en sms bagefter.”

OM IDA PRAETORIUS

• Kom ind på Den Kongelige Ballet som 8-årig og havde sin første rolle som engel på en sky i Bournonville-balletten ”Et Folkesagn”, hvor hun var i projektørlyset i ti sekunder.
• Blev korpsdanser i 2012, modtog Reumerts Talentpris og vandt samme år Erik Bruhn-konkurrencen.
• Udnævnt til solodanser 6. april 2016.
• Danser hovedrollen i Svanesøen, der opføres i Operaen frem til 3. juni. Derudover kan hun opleves i Liam Scarlet’s nye ballet ”Spar Dame” samt Ballet de Luxe, hvor hun danser Balanchine-balletten ”Rubiner”.

SKRIBENT: KITT ANDERSEN

FOTOGRAF: SØREN BIDSTRUP