Læsetid – 12 minutter

INTERVIEW: CHRISTINA SANDER OG MATILDE TROBECK:
OM THE MENTAL LOAD OG BALANCE I MODERSKABET 

JUNI 2023

Hvor mange rene sokker er der tilbage, har vi nu husket gaven til fødselaren, og, og, og. Begrebet the mental load har sat fokus på, at kvinder i langt højere grad end deres mandlige partnere påtager sig usynlige, men vigtige opgaver i parforholdet og familielivet. Influencere Christina Sander og Matilde Trobeck kan i høj grad nikke genkendende til at føle sig ansvarlige for hjemmets usynlige opgaver. Her sætter de ord på, hvad det har betydet i deres familieliv, og kommer med et bud på, hvad vi kan gøre for at rette op på skævheden.

 

Hvad er the mental load?

Begrebet the mental load er et bidrag til den aktuelle kønsdebat. Det henviser til den mentale byrde, der kan ligge i at være den person i hjemmet, der altid holder styr på familiens aftaler, projekter og hverdagslogistik - en rolle, der ofte lander hos kvinderne, som derfor kommer til at stå for en masse usynligt ekstraarbejde. Det gælder alt fra opgaver som at huske børnenes gymnastiktøj, til at planlægge sommerferielogistikken eller arrangere en familiesammenkomst. For mange kan det blive en belastning, der påvirker familielivet og derfor sætter flere kvinder nu fokus på, at strukturen bør ændres. Christina Sander og Matilde Trobeck slutter sig til debatten, og i det følgende interview kan du læse deres betragtninger om the mental load.

 

Hvad indebærer the mental load for jer - hvilke specifikke opgaver?

- For mig handler det rigtig meget om følelsen af, at intet bliver gjort, hvis ikke jeg minder nogen om det. Eller gør det selv. Det gælder sådan set alt fra at købe den næste størrelse tøj til børnene og huske at købe vådservietter til at afkalke brusehovedet, huske forældremødet i børnehaven og dække sandkassen til, så naboens kat ikke skider i den. Og alt derimellem, forklarer Christina Sander.

For Matilde Trobeck indebærer det ligeledes, at hun er den, der holder styr på både stort og småt: - At holde styr på alle de huslige opgaver som vasketøj, opvask og støvsugning. Men også at der er mad til madpakkerne, at børnenes bukser er lange nok, at der er strømper nok til dem, at gummistøvlerne passer og om vi har d-dråber på lager. Så alt i en husholdning. Men i høj grad også om vi har fået en købt gave, svaret på en invitation og planlagt, hvornår vi kan have en voksendate.

“TING VILLE
GÅ I DECIDERET
FORFALD,
HVIS DET IKKE
VAR FORDI JEG
HUSKEDE PÅ DET.”

Hvordan kan I mærke, at størstedelen af the mental load er på jeres tallerken?

Her er de to kvinder enige: - For hvis jeg ikke gør det, så sker det ikke, forklarer Matilde.
-Simpelthen ved følelsen af, at ingen andre husker på de her ting. Hvis jeg bare slap det, ville det ikke blive gjort, siger Christina og uddyber: Det giver mig en følelse af, at vi ville være bagud konstant eller at ting ville gå i decideret forfald, hvis det ikke var fordi jeg huskede på det.

Hvorfor er det så svært at forklare hvad the mental load egentlig er?

Begge kvinder oplever, at det handler om, at mange forbinder lighed i hjemmet med udførslen af opgaver. Christina siger: - Mange forbinder det med selve udførelsen af opgaver. Hvem tømmer opvaskeren? Hvem skifter bleer? Hvem støvsuger? Hvem laver mad? Hvem putter børn? I mange familier er fordelingen af udførelsen mere lige, hvorimod fordelingen af the mental load (selve det at huske alting) er placeret på morens tallerken. Og vi skal skille tingene ad, hvis vi skal kunne tale om the mental load, mener Christina.

Matilde supplerer: - Det ofte kommer til at handle om de praktiske opgaver, såsom vasketøj og madindkøb. Men det handler jo også om at huske skiftetøj til børnehaven, gave til svigermor og finde ud af, hvor vi skal hen på sommerferie.

“I MANGE FAMILIER
ER FORDELINGEN
AF UDFØRELSEN
MERE LIGE, HVORIMOD
FORDELINGEN
AF THE MENTAL
LOAD ER PLACERET
PÅ MORENS TALLERKEN.”

Hvorfor tror I, at det er endt sådan?

Matilde giver et bud: - Jeg synes, det er svært at svare på. Nok fordi vi godt kan lide, at der er styr på tingene, men nok også fordi vi er opdraget til, at vi sørger for alle de ting. Jeg er vokset op i et hjem, hvor mange af de opgaver tilgik min mor, men min far gjorde fx altid rent, og bagte også meget - alligevel trækker jeg det største læs med de daglige opgaver. Men jeg har lagt ansvaret fra mig, når det kommer til tøj og bleer til børnene. Det køber min mand.

“VI KVINDER ER
OPDRAGET TIL, AT
VI SØRGER FOR
ALLE DE TING.”

Christina uddyber: - Jeg tror det stammer fra tiden inden kvinder kom på arbejdsmarkedet. Vi stod for alt i hjemmet dengang, men i takt med at vi blev mere ligestillede med mænd på arbejdsmarkedet, blev opgaverne i hjemmet ikke ligeledes fordelt. Det tager mange generationer at ændre de her dybe strukturelle udfordringer, for vi har også alle en tendens til at reproducere de kønsroller, som vi så vores forældre have.

 

“JEG TROR SIMPELTHEN,
AT MANGE MØDRE ER
SAT I EN ROLLE, SOM DE
IKKE ER LYKKELIGE I.”

Hvilke konsekvenser har det for jer - og måske for kvinder generelt - at det ofte er os, som står med the mental load?

- Det ses meget tydeligt i statistikker, at kvinder - især mødre til små børn - er mere tilbøjelige end mænd til at gå ned med stress. Vi føler os pressede, fanget af hamsterhjulet, altid bagud. Jeg tror simpelthen, at mange mødre er sat i en rolle, som de ikke er lykkelige i. For meget arbejde, for høje forventninger til, hvad de skal ordne i hjemmet og for lidt uforstyrret kvalitetstid med familien. Den 37-timers arbejdsuge blev skabt (til manden) med en ide om, at en anden (kvinden) stod for hjemmet. Nu skal kvinder så både arbejde 37 timer om ugen og have noget nær et fuldtidsarbejde derhjemme. Det er uholdbart, understreger hun.

Matilde mærker konsekvensen i en ændring i humøret, som hun har lært, at hun skal handle på: - Jeg oplever at blive i dårligt humør og føle mig sådan "martyr"-agtig, hvilket er en grim følelse. Jeg bliver indebrændt og mere sur, og når jeg når dertil, ved jeg, at jeg skal trække stikket lidt og tage væk fra matriklen for at mærke mig selv lidt.

Hvordan får vi så skabt den gode balance - skal vi kvinder bare blive bedre til at slippe det og bede om hjælp?

Matilde mener, at der er flere veje til at skabe en bedre balance derhjemme: - Vi skal blive bedre til at give slip og være ligeglade med, om vores børn har matchende tøj på, og om der er rent på panelerne - men det er så svært. Vi skal også have mændene på banen og "uddelegere" opgaverne, så vi er fælles om at holde hus og børn.

 

Christina har sat gang i sit eget lille, personlige oprør, men mener også, at der er brug for en større strukturændring på samfundsplan: -For mig handler det personligt om at slippe de aspekter af det huslige arbejde, hvor udførelsen ikke er vigtig for mig. Så må 'nogle andre’ gøre det. Fx sætter jeg aldrig noget i opvaskeren. Det er mit lille oprør. Jeg fylder den aldrig, og jeg tømmer den aldrig. Rydder aldrig op i køkkenet. Til stor frustration for min kæreste, men han anerkender ikke the mental load på lige fod med mig. Han mener, at vi er mere lige. Så det er blevet min måde at sikre, at jeg ikke ender med at lave alt. Jeg vasker heller ikke hans tøj, men jeg vasker børnenes. Problemet med at bede om hjælp er, at så har du stadig den mentale byrde med at huske på, at opgaven skal udføres. Vi skal gerne derhen, hvor vi hver især har lige mange opgaver, vi selv husker på, og som den anden ikke skal bekymre sig om.

“JEG FIK EN AHA
FØLELSE, DA JEG
FANDT UD AF,
AT THE MENTAL
LOAD VAR ET
BEGREB.”

Hvordan kommer vi (I) det så til livs? Helt konkret?

Simpelthen ved at tale om det, mener Matilde. Hun siger: - Jeg fik selv en AHA følelse, da jeg fandt ud af, at the mental load var et begreb. Christina mener også, at det handler om benhård fordeling: - Jeg står for at vaske sengetøj, du står for at slå græs. Jeg står for Aula, du står for alt med opvaskemaskinen. Jeg står for at købe tøj til børnene, du står for at støvsuge. Og det vigtige er, understreger hun, at man både står for at huske og at udføre sin opgave. Derudover må man aftale, hvordan eller hvor ofte opgaven skal udføres. Man kan ikke forvente, at noget sker af sig selv.

Hvordan sørger vi for ikke at give den dynamik videre til vores børn?

- Ved at vise, at vi voksne herhjemme deler tingene lige, mener Matilde. Christina uddyber:

- Ved at være meget bevidste om det. Ved at kæmpe imod det hver evig eneste dag. Og også ved at kræve, at nogle af de opgaver som historisk har tilfaldt kvinder, bliver prissat bedre af staten.

Christina fremhæver også, at kvinder der er nye i moderskabet stadig bliver sat bagud på arbejdsmarkedet: Et godt sted at starte ville være at give fuld løn og pension under barsel. At give alle de barnets sygedage, der er behov for, med løn. At anerkende kvinders usynlige arbejde og honorere det. For rigtig meget ulighed starter ved første barn, hvor moren simpelthen bliver ‘uligestillet’ med manden, og den ulighed kommer hun aldrig tilbage fra. Så det ville være bedre at anerkende det, end at tro vi kan komme det helt til livs.