Møde med Lis Sørensen
Se hvad vi kan... Jeg kan godt lide fællesskabet
Lis Sørensen har siden årsskiftet haft travlt med sin egen turné, og hun elsker at være på landevejen. Men fortiden har indhentet hende, og forude venter syv arenakoncerter med to kvinder fra en fantastisk tid, hvor de sammen styrede festen.
Miss Palma og Don Leon tager højlydt imod gæster i det sorte bjælkehus i Gentofte, hvor de bor sammen med Lis Sørensen. Sammen med de to græske gadehunde holder hun et par fridage fra turnélivet, der netop er startet i weekenden, hvor turbussen har været forbi både Skanderborg, Svendborg og Skovshoved.
Forude venter over 20 koncerter frem til slutningen af marts, men det stopper ikke der. Kort tid efter starter forberedelserne til et af årets store musikalske højdepunkter, når hun sammen med Sanne Salomonsen og Annet Linnet spiller syv arena-koncerter rundt omkring i landet. Muligheden for at stå sammen på en scene opstod efter en DR-dokumentar, der blev vist i januar 2018, der handlede om deres tid med Annet Linnet Band i starten af 80’erne. Ingen af dem havde haft den store lyst til at medvirke, men for Lis Sørensen var resultatet meget rørende. ”Hvor var det en fantastisk tid, alle de gode sange. Teksterne bærer jo ikke præg af, at vi var unge. De var i virkeligheden meget voksne og universelle,” fortæller Lis Sørensen fra sofaen i bjælkehuset med knitrende ild i pejsen.
Da telefonen efterfølgende ringer, og det er Sanne Salomonsens manager Henrik Seifert, der vil lufte ideen om en genforeningsturné, er hendes første reaktion dog: ”Det kan du godt glemme”.
Sangene binder os sammen
Men Henrik Seifert slipper ikke tanken om at se de tre sammen igen. Selv om Lis Sørensens første reaktion er at sige nej, er der også nogle andre følelser, der begynder at forplante sig i kroppen.
Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst, men også at det var en kæmpe udfordring at skulle stå på en scene sammen med dem igen. Jeg gør det for oplevelsens skyld, og jeg glæder mig helt vildt. Selv om vi er meget forskellige, har vi en fælles fortid, hvor sangene binder os sammen, og vi kan huske, hvordan det er at stå tre piger sammen på en scene. Det er stærkt – og måske endnu stærkere i dag,” fortæller Lis Sørensen, der er 63 år.
Forberedelserne kulminerer 16. maj, hvor de for første gang i 38 år alle tre står på scenen i Gigantium i Aalborg. Efterfølgende kommer de forbi Aarhus, Herning, Odense og slutter i Royal Arena i København 31. maj.
”Når jeg siger ja, er det selvfølgelig fordi, jeg tror på det. Hvis jeg ikke selv gør det – hvem skal så? Men lige så professionel, jeg kan være, lige så amatøragtig er jeg i virkeligheden i hjertet med at tænke, at det kan da ikke passe, at det kan blive så stort. Heldigvis har vi også vores rådgivere, der kan fortælle, at der er blevet solgt ca. 12.000 billetter på en uge, og at der ikke er noget at være nervøs over.”
Læs også: Møde med Marianne Tromborg
Styrken i fællesskabet
Ydmyghed er ellers ikke det første ord, der falder en ind, når man kaster et blik tilbage på Anne Linnet Band i starten af 1980’erne, men den har rod i de år, hvor de ikke var bange for at sætte en dagsorden. ”Der var rigtig meget på spil. Vi var unge, vi havde så mange drømme, og der var meget præstation over det: Se mig, se hvor gode vi er, se hvad vi kan. Vi kunne mærke på folk, at de syntes, vi var fantastiske. Vi lavede festen, og jeg husker sådan en stolthed over at stå på scenen med de to. Den stolthed føler jeg også nu,” siger Lis Sørensen, der også ser tiden som nogle gode læreår, de efterfølgende har nydt rigtig godt af i deres solokarrierer.
Lis Sørensen er i gang med sit 17. album, hvor hun bl.a. skal arbejde sammen med bl.a. Annika Aakjær som hun var sammen med i TV-programmet ”Toppen af Poppen”.
5 YNDLINGSSTEDER
Tegners Museum
”Bortset fra oplevelsen af Tegners kunst bliver jeg grebet af, at dette er én mands værk og ide. Helt enestående ligger det der til os og eftertiden, midt i naturen mellem lyng og enebær.”
Dyrehaven
”Skønt med en ridetur i frisk luft i varieret terræn og på store vidder. Jeg fandt ud af, hvor stor Dyrehaven egentlig er, da jeg forleden var så uheldig at falde af min hest. Hun stak af og var pssst væk i 4 timer. Vi fandt hende lykkeligvis uskadt lige inden mørket faldt på.”
Tennisbanerne Hellerup Havn
“Helt speciel stemning, velholdte grusbaner og fin lille café med is og kaffe til at fejre sejren eller dulme nederlaget.”
Hyggeriet på Vedbæk Station
”Min kollega Erann DD og hans kone har åbnet bageri der. De serverer Hvid Kaffe fra Yemen, sandwich og det bedste brød jeg har smagt længe.”
Bernstorffparken
”Nyder at kunne slippe mine hunde løs der og lade dem tumle rundt med alle mulige andre hunde. Bare gå i egne tanker eller falde i snak med tilfældige søde hundeejere på min vej.”
SKRIBENT: KITT ANDERSEN
FOTOGRAF: IDA WANG