Læsetid – 7 minutter
9 FLOTTE NYTÅRSKJOLER
TIL EN FESTLIG NYTÅRSAFTEN
DECEMBER 2022
Nytårskjolerne skal være helt perfekte til nytårsaften 2022. Det festlige nytår skal nemlig skåles ind iført en smuk, velsiddende og elegant kjole. Vi glæder os til en lækker middag, god vin, fyrværkeri, drinks i krystalglas, dansemusik og serpentiner og konfetti i hele hytten. Champagneglasset skal fyldes helt op til kanten (muligvis endda mere end én gang), gode cocktails skal nydes og håbet og ønsket om et godt nyt år deles med familie, venner eller sin hjertenskær. Når år 2022 bliver til år 2023, skal vores nytårskjoler være elegante som altid, og vise enten ben, arme eller skuldre – eller alle tre ting på én gang. Det er dog muligt at kombinere de vovede nytårskjoler med en oversized blazer, et sjal, flotte nylonstrømper eller en langærmet blondebluse til at have indenunder, hvis det bliver for bart. Man glemmer også ofte, at det er en temmelig kold affære med de bare ben nytårsaften, så måske vi burde tænke i lidt mere fornuftige baner i år? Så undgår vi også den ellers så obligatoriske forkølelse i starten af januar. Vi håber at I alle får en god nytårsaften - og på gensyn i 2023!
De sorte nytårskjoler
Nytårskjoler i den sorte, klassiske farve er et sofistikeret hit til alle fester. Vi har samlet nogle gode bud på sorte kjoler til nytår, som alle gør sig godt med flotte, sorte nylonstrømper og en masse glitrende smykker. Må vi anbefale store, skinnende øreringe, armbånd og nogle høje hæle til? Enten klassiske stiletter, støvletter eller de langskaftede støvler. Hvis du mangler inspiration til sæsonens sko og støvler, kan du læse eller genlæse artiklen her.