Fællesskabet styrker resultatet
Der er brug for individualister på fodboldbanen, men fundamentet for succes skabes i omklædningsrummet. Det så David Nielsen allerede som spiller, og den erfaring har han taget med sig som cheftræner i Lyngby Boldklub.
Skribent: Kitt Andersen
Fotograf: Isak Hoffmeyer
"Man holder sin kæft..."
“Jeg hørte sammen med en gruppe, der havde forstået, hvordan omklædningsrummet skal være. Man holder sin kæft, snakker ikke bag om ryggen på andre spillere og tager ikke tingene med ud i byen. Omklædningsrummet havde behov for hjælp, og FC Midtjylland købte ikke bare en spiller til startformationen. Klubben købte også en spiller, der var verdensmester i at få et omklædningsrum til at fungere 100 pct. Så uden at de vidste det, løste de deres problem ved at hente mig.”
Citat fra bogen ”Sorte Svin” af David Nielsen 2008.
Sådan så David Nielsen det grundlæggende problem for FC Midtjylland, da han i 2005 kom til klubben, og da han i 2015 blev cheftræner i Lyngby Boldklub, talte han i starten meget med spillerne om vigtigheden af et godt fællesskab uden for banen.”De eneste steder, det har fungereret, har været de steder, hvor der har været et stærkt sammenhold, som har knyttet spillerne mere sammen end bare det at være arbejdskollegaer. Vi har det i en ekstrem grad nu, hvilket også giver sig udslag i vores præstationer.”
Og dem kan de være stolte af. Med en imponerende bronzemedalje i Superligaen, der samtidig gav adgang til Europa League-kvalifikationen blev Lyngby Boldklub den helt store postive overraskelse i fodboldsæsonen 2016/2017. Det gode fællesskab i omklædningsrummet er ikke længere et fokuspunkt. Det kører af sig selv.
Man skal have det godt og sjovt
”Det er ikke noget, alle trænere lægger så meget vægt på. Du kan ikke tilføre det, så det gælder om at finde nogle typer, der har det naturligt og lade det vokse den vej igennem. Og det handler ikke kun om at have det sjovt. Det er bare en lille del af det. Det handler også om at tage fat i ting og sige fra. Men grunden til, at man skal have det godt og sjovt, er, at man skal kunne tackle de her lidt hårdere og større ting,” forklarer David Nielsen, der i juni forlængede sin kontrakt med Lyngby Boldklub frem til 2019. Som munke i et kloster. Og at have det sjovt, det har David Nielsen været verdensmester i. Der blev hverken sparet på champagnen, drinks, privatfly eller gambling i hans tid som spiller. Der blev uddelt både verbale og fysiske øretæver, men samtidig var han også meget fokuseret på at presse både sig selv og holdkammeraterne til at yde det optimale på banen. I dag er spillerlivet et ganske andet, end det var for 10-15 år siden.
Fra spiller til træner
”Der var mere plads til individualister dengang, fordi spillet gik så langsomt. Du kunne godt have to spillere, der ikke behøvede at arbejde så meget for holdet. Nu er der ikke én spiller, der kan slappe af på banen. Niveauet er for højt. Alt er blevet mere professionelt, og spillerne i dag lever som munke i et kloster. Ellers har du ikke en chance. Længere er den ikke,” siger David Nielsen, der til trods for sin egen noget anderledes spillertilværelse sagtens ville have kunnet trives i det miljø, hans egne spillere har.
”Jeg har dannet det perfekte miljø, som jeg ville have ønsket, der var for mig et sted. Som spiller krævede jeg ekstrem frihed, men jeg krævede også ekstrem disciplin. Det er det, vi har her.” Der er også plads til spilleren med lidt for meget selvtillid, der måske ikke bidrager så meget til fællesskabet, men til gengæld fungerer godt på banen og skaber det øjeblik, der afgør en kamp. De øjeblikke har der været mange af for klubben, og det har der været, fordi David Nielsen også bruger meget tid på at få spillerne til at være den bedste udgave af sig selv. ”Den største ændring, da jeg kom til klubben, det var at ændre kulturen. Den var usund, og der blev stillet for få og små krav til spillerne. De var også klar til det, så det gjorde processen nemmere. Jeg er drevet af, at jeg elsker at vinde, og jeg elsker at se succesen blandt de mennesker, jeg er sammen med.”
Fra spiller til træner. Succesen har dog aldrig været et mål i sig selv for David Nielsen, men i jobbet som træner er vinderinstinktet det samme som tidligere. Fokus er blot et helt andet sted nu. Han kunne sagtens have spillet videre 3-4 år mere, men ambitionen om at blive træner begyndte at fylde mere og mere, og som 33-årig blev han i 2011 assistenttræner for norske Løv-Ham.
”Mentalt var jeg begyndt at tænke som en træner, og så snart man gør det, kan man ikke længere spille på højeste niveau. Så tænker man hele tiden på, hvad man ville have gjort anderledes. Man begynder at stille spørgsmålstegn ved trænerens dispositioner.”
Og lige så stort et ego, han tidligere har haft på banen, lige så ydmyg er han over for at nå sit mål som træner. Han har brugt meget tid på at rejse rundt i Europa for at lære af forskellige trænere, og på nuværende tidspunkt er han ifølge ham selv kun nået 20 pct. af sit potentiale som træner. For at nå de 100 pct. skal der bl.a. flere kampe på højt niveau til i f.eks. Europa League.
"Den der strategiske pakke"
”Det kræver utroligt meget at lave det skift. Nysgerrighed, mange timer på træningsbanen. Hele det taktiske spil og strategien i det – den er jeg jo besat af – hele indpakningen af en fodboldkamp. Hvordan kommer de andre? Hvilken tilstand er de i? Har de selvtillid? Hvor vigtig er kampen for dem? Skal de bruge point for enhver pris? Er deres træner presset? Hele den der strategiske pakke, den bruger jeg meget tid på. Jeg tror først, man når sit øverste potentiale som træner, når man er 45 til 55 år.”
Men ydmyghed over for opgaven og evnen til at tænke strategisk er ikke nødvendigvis nok. Der skal være et særligt drive og ifølge David Nielsen også gerne en vis portion arrogance for at lykkes.
”Det er vigtigt, at vi tør at dyrke det bedste frem i folk. I erhvervslivet er Danmark førende på mange områder, og her er det OK at have en vis form for arrogance. I resten af samfundet er vi ikke særligt dygtige til det. Vi tillader ikke arrogancen. Vi kan ikke tåle, at der er nogen, der skiller sig ud. Idrætten specielt har behov for det, og fodbolden i særdeleshed har brug for, at vi tør dyrke spillere og mennesker, der har den arrogance, som skal til for at være stærk nok til at kunne konkurrere på internationalt topniveau.”