Mød menneskene bag Lyngby Storcenter

At drive et stort center som Lyngby Storcenter kræver mange dygtige og dedikerede mennesker, som sammen kan få alle enderne til at mødes og gøre dine shoppingoplevelser til de bedste. Mød to af vores mest uundværlige mennesker lige her, og læs med, når de fortæller om livet på gulvet i centret.

Mød Jane fra Informationen

Jane er vores faste dame i Informationen, og du har med garanti allerede hilst på hende en enkelt gang eller to. ”Jeg har arbejdet her i snart 11 år, og derfor er der rigtig mange, der kan genkende mig. I deres øjne er jeg jo ’hende, der altid sidder inde i buret’. Så jeg får mange gode snakke med mange stamkunder, som lige skal forbi og hilse på, når de er i centret, og det er simpelthen så hyggeligt”. Men selvom Jane sidder inde i ’buret’, sidder hun bestemt ikke stille i sine arbejdsopgaver. ”Jeg laver rigtig mange forskellige ting i løbet af min dag, lige fra at sælge gavekort og bestille taxaer til at finde børn, som er blevet væk fra deres forældre, og vise de mange besøgende vej rundt i centret”, fortæller hun. ”Der er altid noget at lave og altid kunder, som har brug for hjælp, og det er dejligt. Og når der sker noget særligt i centret, f.eks. når vi sælger feriebilletter, når der er Liv i Lyngby, eller når vi har særlige aktiviteter, så er der gerne kø ved mit lille bur hele dagen. Men selvom der er rygende travlt, så sørger jeg altid for at give alle et stort smil, for det smitter, og det betyder utrolig meget både for mig og for kunderne. Jeg er jo på en måde ansigtet udadtil, så det er vigtigt at kunne være meget udadvendt og at kunne snakke med alle, uanset om man er 91 år og skal købe et gavekort til sit barnebarn, eller fem år gammel og gerne vil fortælle, at man altså har fødselsdag i dag”, lyder det fra Jane, som altid bevarer roen, når der står en bekymret forælder og mangler et barn.

”Vi efterlyser tit et barn over højtaleranlægget, men det tager vi helt roligt, for som oftest er det bare en lille trold, som har besluttet sig for at tage på eventyr på egen hånd i den nærmeste legetøjsforretning. Og der går sjældent mere end et par minutter, før en sød kunde eller en sød butiksansat kommer gående med barnet i hånden. Sådan er det bare her i centret, det er et trygt sted, hvor alle hjælper hinanden.”

Jane menneskene bag lyngby storcenter

Jane
Informationen

Mød vores eventdekoratør John

Når du kigger op i loftet og ser udsmykningen eller lader børnene gå på opdagelse i juleudstillingerne, så er det John, du skal sende en kærlig tanke. Han er nemlig Lyngby Storcenters eventdekoratør og -udstiller og står for at pynte de mange kvadratmeter flot op hele året rundt. ”Mit arbejde er enormt praktisk, og jeg laver alt lige fra udstillinger, dekorationer og skilte og hjælper centret med at udtænke, planlægge og udføre meget af det kreative arbejde, der ligger bag oppyntningen og vores mange aktiviteter”. John har en kreativ sjæl og er alt andet end centrets altmuligmand, selvom det er noget, han ofte bliver antaget som. ”Er der et håndtag, der er faldet af, en dør der ikke vil lukke, en pære i loftet der er gået, er det ofte mig, de ender med at spørge om hjælp. Og naturligvis hjælper jeg jo gerne, selvom det ikke ligefrem ligger i min jobbeskrivelse”, fortæller han med et smil. John har været ansvarlig for udsmykningen af Lyngby Storcenter i 7 år, og han elsker at have mulighed for at arbejde med sin kreativitet hver dag. ”Her i centret arbejder vi selvfølgelig meget med de skiftende sæsoner, og det giver rig mulighed for at prøve forskellige farver og elementer af, og det synes jeg er ret spændende. For det meste holder vi os til et ret enkelt udtryk – lige med undtagelse af jul. Jul skal man virkelig passe på med at gøre alt for funky og moderne, for de fleste elsker den røde og hyggelige jul, og især børnene ser meget frem til vores juleudstillinger. Så lige der er vi meget tro mod traditionerne.”

At være dekoratør i et storcenter kræver dog ofte lidt logistisk planlægning, især når det er de helt store udstillinger, der skal opsættes. ”Normalt kan jeg sagtens ordne udstillingerne, imens kunderne er der, men når det er de helt store ting, der skal op, er det bare nemmere at ordne det uden for åbningstiderne. Til jul og Halloween er vi f.eks. en 2-3 stykker, som arbejder hele natten i ro og mag, så alt kan stå klar til kunderne, når dørene åbner næste morgen.” Hvad årets kommende juleudstilling i centret kommer til at byde på, kan han dog ikke afsløre noget om endnu. ”Men jeg kan sige så meget, at det som altid bliver sjovt at være barn på besøg i Lyngby Storcenter.”

John menneskene bag lyngby storcenter

John
Eventdekoratør

Få mere inspiration
Shopping

Få glæde af den gave du har fået

Nyhed

Skrædderservice i GLS Pakkeshop

Nyhed

Gratis parkering 3 timer