Information

Ditte Julie: “Jeg tror egentlig, jeg elsker ALT allermest ved julen”

Julekonfekt af Ditte Julie

Ditte Julie er iværksætter, kogebogsforfatter, TV-kok og designer bag stel- og bageserien By Ditte Julie. Derudover er hun mor til to – og så elsker hun julen.

Sidste år sejlede jeg over Atlanten i hele december måned. Og på mange måder følte jeg, at jeg var med i et vaskeægte juleeventyr. Dels fordi det var en kæmpe drøm, der pludselig gik i opfyldelse for mig. Men også fordi, vi i de sidste uger af turen ikke var klar over, om vi overhovedet ville nå hjem til vores familier og kære i tide til juleaften, på grund af et uforudsigeligt vejr og alt for lidt vind i sejlene.

Julemiraklet kom, og jeg nåede hjem til min familie og mine børn i tide til juleaften. Til trods for det dejlige julemirakel så blev min jul sidste år langt fra som den plejer – og jeg elsker plejer, når det kommer til jul og traditioner.

Hvad elsker du allermest ved julen?

Det ved jeg slet ikke….. haha. Jeg tror egentlig, jeg elsker ALT allermest ved julen. Jeg elsker traditioner enormt meget. Noget jeg elsker endnu mere end traditionerne selv, er at give traditionerne videre til mine børn. Det er så super kliché, men jeg har altid selv set Disneys Juleshow. Nu ser jeg altid Disneys Juleshow med mine børn. Dette er jo bare en enkelt ting, men repræsenterer virkelig dét, jeg elsker allermest. At skabe nye minder – og måske endda nye traditioner med mine unger.

Jeg elsker alle forberedelserne op til jul. Fra at finde julepynten frem, købe nyt julepynt, sætte nisserne frem, tænke gaver, tænke nye juleopskrifter, juleborddækning og meget mere. Mit hoved er utrolig kreativt tænkende i alt, hvad jeg laver og tænker – og det er helt klart også gældende ift. julen. Når vi rammer oktober, kan jeg bare mærke alle tankerne og alle de kreative idéer melder sin ankomst – hvordan laver jeg den flotteste julekage i den og den farve, hvordan skal årets juleindpakning se ud, hvordan skal ungernes kalendergaver gemmes i år, hvad skal der serveres til årets julefrokost og meget, meget mere – og jeg elsker det!

Julekonfekt DYI

Hvad er din yndlings julesnack/-kage?

Det her er nok ligeså svært for mig at svare på… Men jeg elsker virkelig at lave alle juleklassikerne. Måske det hænger sammen med traditionerne? Det er ikke rigtig jul for mig, hvis ikke ungerne og jeg har lavet brændte mandler, hvis ikke vi har bagt jødekager (min absolut yndlings julesmåkage) eller hvis ikke vi har lavet risengrød dagen lang under dynen.

Jeg elsker dog nok allermest julekonfekt eller julebagværk. I år har jeg lavet en masse julekonfekt- og chokoladebarer i mine nye forme fra By Ditte Julie – og det har virkelig været et hit – også hos mig selv 😉 Jeg elsker at lave fyldte chokolader og barer fordi det er nemt og hurtigt at lave og man kan kommer lige det i, man elsker allermest. Jeg ELSKER at komme amarena kirsebær og marcipan i mine chokolader – det er bare den helt rigtige julesmag for mig.

Derudover så er bagværk bare en af mine helt store favoritter. I år har jeg blandt andet lavet wienerbrød med en masse godter som tranebær og appelsin til min julekalender på Klub Ditte Julie.

Must haves i julekøkkenet

Nougat (jeg foretrækker selv mandel– og hasselnødnougaet!), marcipan, mørk chokolade og amarena kirsebær. Jeg kunne leve af alle tingene hele december måned.

Hvad glæder du dig allermest til ved denne jul?

Jeg glæder mig allermest til at være sammen med mine unger. Der er helt klart en ekstra stor trang i mig i år efter jul og hygge med ungerne, efter at jeg var væk sidste år. Og så glæder jeg mig helt vildt meget til min julekalender på Klub Ditte Julie. Hele november har jeg bagt julegodter og filmet til julekalenderen. Så jeg glæder mig helt vildt til at åbne første låge 1. søndag i advent og vise alle medlemmerne af Klub Ditte Julie, hvad jeg har lavet. Det har altid været en stor drøm for mig at lave en julekalender fyldt med opskrifter på julegodter!

Ditte Julie kogebogsforfatter iværksætter mor

 

OPSKRIFT: SMAGSFYLDTE CHOKOLADEBARER

CHOKOLADESKALLER
300 g god hvid chokolade
mørkerød kakaosmør (Power Flower)
mørkegrøn kakaosmør (Power Flower)

Temperér chokolade og del i to portioner.

Indfarv den ene med mørkerød og den anden med mørkegrøn kakaosmør. Jeg har brugt en chokoladeform med små barer fra By Ditte Julie. Fyld den røde chokolade i fem barer og bank herefter overskydende chokolade ud af formen. Fyld den grønne chokolade i de fem resterende barer og bank overskydende chokolade ud af formen. Stil formen med chokoladeskallerne på køl. Gem overskydende chokolade til at lukke chokoladerne med til sidst.

GANACHE
125 g god mælkechokolade
1 dl piskefløde
50 g mandelnougat

Hak chokolade og kom i en kande. Varm fløde og nougat op til lige under kogepunktet. Hæld flødenougaten over den hakkede chokolade og rør godt. Hæld ganachen på en sprøjtepose og lad ganachen køle.

SALTET MARCIPAN
50 g marcipan
1 nip havsalt

Ælt marcipan og salt godt sammen. Udrul til 2 mm tykkelse. Skær stave af marcipanen der passer til chokoladeskallerne. Placér en stav af marcipan i hver skal.

Luk skallerne med den overskydende chokolade – det kan være, at den skal varmes lidt op igen.
Stil barerne på køl og bank dem herefter ud af formen.

I ØVRIGT
sølvstøv
krymmel

Pensl barerne med sølvstøv. Brug overskydende chokolade til at pensle på barerne og drys derefter med krymmel.
OBS chokolade, kakaosmør (Power Flower), nougat, marcipan, sølvstøv og krymmel er alt sammen fra min webshop dittejulie.dk

Få mere inspiration
Nyhed

Besøg Nespresso i Lyngby Storcenter

Inspiration

Få noget ekstra godt til ganen: Kom ned i Vinspecialisten

Nyhed

Sæsonguide Sensommer 2020